Invasive arter udgør en voksende trussel mod den danske natur og påvirker både jagtmulighederne og fiskebestandene. Fremmede dyr og planter spreder sig hurtigt i økosystemerne og fortrænger hjemmehørende arter, hvilket skaber ubalance i naturen. Jægere og fiskere står i frontlinjen af kampen mod disse ubudne gæster, der kan ødelægge levesteder og konkurrere med de oprindelige bestande om føde og territorier. Mårhunde, mink, signalkrebse og sortmundet kutling er blot nogle af de arter, der kræver særlig opmærksomhed. Problemet kræver aktiv handling fra både myndigheder og det store jagtfællesskab. Bekæmpelsen af invasive arter handler ikke kun om at beskytte naturen, men også om at bevare de muligheder, som næste generation af jægere og fiskere skal have. Mange steder er situationen allerede alvorlig, og uden handling vil skadens omfang kun vokse.
Mårhunden spreder sig i Danmark
Mårhunden er en af de mest problematiske invasive arter i dansk natur. Oprindeligt hjemmehørende i Østasien blev arten introduceret til Rusland i 1920’erne for at udvinde pels, og siden har den spredt sig vestover gennem Europa. De første mårhunde dukkede op i Danmark i 1980’erne, og bestanden er vokset støt siden. Dyret ligner en vaskebjørn med sin karakteristiske ansigtsmaske, men tilhører hundefamilien.
Mårhunde er altædende og spiser alt fra fugleæg og unger til frøer, fisk og ådsler. Dette gør dem til en direkte trussel mod mange hjemmehørende dyrearter, især ynglefugle ved søer og vådområer. Jægere har siden 2010 haft mulighed for at nedlægge mårhunde hele året uden jagtkortkrav på egen grund. Arten er klassificeret som en invasiv art, der skal bekæmpes aktivt. Mårhunden formerer sig hurtigt med kuld på op til 16 hvalpe, hvilket gør effektiv regulering vanskelig. Dyret er desuden nattaktivt og sky, så det opdages sjældent af almindelige naturbrugere. Fangst i fælder og jagt ved ådsel om natten er de mest effektive metoder til at holde bestanden nede. Problemet er størst i Jylland, hvor mårhunden har etableret sig solidt i mange områder. Læs mere om mårhunde her
Mink og andre pattedyr på jagtlisten
Mink har i mange år været et problem i danske vandløb og ved kyster. Dyret stammer fra Nordamerika og kom til Danmark gennem pelsfarmene, hvorfra mange undslap eller blev sat fri. Minken er en effektiv jæger, der tager både fisk, fugle og små pattedyr. Bestanden har skabt store problemer for vandfugle, og mange kolonier af terner og ænder er blevet decimeret.
Jagt på mink foregår primært med fælder placeret langs vandløb og søbredder, hvor dyret færdes. Mange jægere bruger også hunde til at spore og jage mink ud af rørskove og stenbunker. Bisam er en anden nordamerikansk art, der blev introduceret for pelsens skyld. Dyret graver omfattende gangsystemer i diger og dæmninger, hvilket kan føre til oversvømmelser og skader på landbrugsarealer. Regulering af bisam foregår både gennem fangst og skydevåben. Nutria, også kaldt sumpbæver, er en større gnaverart fra Sydamerika, der er begyndt at dukke op i Danmark. Dyret kan veje op til ni kilo og æder store mængder vegetation ved søer og vandløb. Klimaforandringerne gør det lettere for nutria at overleve de danske vintre, og arten kan potentielt blive et stort problem. Aktiv bekæmpelse er nødvendig for at forhindre etablering af en fast bestand.
Invasive fiskearter truer vandmiljøet
Når vi snakker fiskeri, så er der desværre også flere invasive arter der truer fiskeriet og vores havmiljø. Signalkrebsen udgør en alvorlig trussel mod den hjemmehørende flodkrebs. Den amerikanske art blev introduceret i Sverige i 1960’erne og spredte sig hurtigt til Danmark. Signalkrebsen bærer krebsepest, som er dødelig for flodkrebsen, men som den selv er immun overfor. Når signalkrebsen etablerer sig i et vandløb, forsvinder flodkrebsen inden for kort tid. Desuden graver signalkrebsen mere aggressive huler i bredderne, hvilket øger erosionen og forringer vandkvaliteten. Sortmundet kutling er en anden problematisk art i danske farvande. Fisken stammer fra Sortehavsområdet og kom til Nordeuropa via ballastvandsudledninger fra skibe.
Den formerer sig eksplosivt og konkurrerer med hjemmehørende fiskearter om føde og levesteder. Sportsfiskere oplever ofte, at sortmundet kutling dominerer fangsten i områder, hvor den har etableret sig. Fisken har ingen naturlige fjender i danske farvande, hvilket gør bekæmpelsen vanskelig.
Andre invasive fiskearter omfatter:
- Regnbueørred, der konkurrerer med havørred og laks
- Pukkellaks, som spreder sig fra norske vassdrag
- Graskarpefisk, der ødelægger undervandsvegetation
- Solaborre, en aggressiv art fra Nordamerika
Fiskere opfordres til at aflive invasive arter og aldrig genudsætte dem. Mange fiskeforeninger arbejder aktivt med at fjerne fremmede arter fra søer og vandløb gennem målrettet befiskning.
Bekæmpelse kræver fælles indsats
Kampen mod invasive arter kan ikke vindes af jægere og fiskere alene. Myndighederne har indført regler, der gør det lettere at regulere problematiske bestande, men det kræver aktiv deltagelse fra alle, der færdes i naturen. Mange jagtforeninger har nedsat særlige hold, der fokuserer på at fange og nedlægge invasive pattedyr. Fælles jagtarrangementer på mink og mårhund bliver mere og mere udbredte, og erfaringsudveksling mellem jægere hjælper med at finde de mest effektive metoder. Rapportering af observationer spiller en stor rolle i overvågningen af invasive arter.
Når fiskere eller jægere ser nye arter i et område, kan hurtig indberetning hjælpe med at stoppe spredningen, før bestanden bliver for stor. Naturstyrelsen og kommunerne arbejder med at kortlægge udbredelsen af problematiske arter, men de er afhængige af information fra folk, der kender naturen. Nogle steder er der oprettet præmieordninger for afleveringen af døde invasive dyr, hvilket motiverer flere til at deltage i bekæmpelsen. Fældefangst kræver viden om dyrets adfærd og de rigtige teknikker, og mange erfarne jægere holder kurser for nye deltagere. Forebyggelse er mindst lige så vigtig som bekæmpelse.
Udsætning af fremmede arter i naturen er forbudt, men det sker stadig. Akvarieejere, der slipper fisk ud i søer, og folk der sætter kæledyr fri, skaber problemer, der kan vare i generationer. Oplysning om konsekvenserne af sådanne handlinger skal nå bredere ud.
Invasive arter udgør en reel trussel mod den danske natur, og problemet bliver større for hvert år, der går. Jægere og fiskere spiller en vigtig rolle i at holde bestandene nede og beskytte de hjemmehørende arter. Mårhunde, mink, signalkrebse og sortmundet kutling er bare nogle af de arter, der kræver konstant opmærksomhed og aktiv regulering. Uden handling vil mange af de levesteder og bestande, vi kender i dag, være væsentligt forandrede om få årtier.
Samarbejde mellem myndigheder, jagtforeninger og fiskeforeninger giver de bedste resultater i kampen mod de fremmede arter. Hver nedlagt mårhund og hver fanget signalkrebs gør en forskel for den samlede bestand. Det handler om at tage ansvar for naturen og sikre, at både dyr og planter, der hører hjemme her, har de bedste betingelser. Oplysning og forebyggelse skal gå hånd i hånd med bekæmpelsen, så problemet ikke vokser yderligere.